Kloakkerne består af to separate systemer. Ét for regnvand og ét for spildevand.
Grundejerforeningen har overdraget kloakledningerne på fællesarealerne til HTK Kloak A/S (Høje-Taastrup Kloak). Overdragelsen er tinglyst den 23. februar 2026.

HTK Kloak A/S ejer nu regn- og spildevandsledningerne samt stikledningerne frem til grundgrænsen for den enkelte grund
Derfor står HTK Kloak A/S for drift og vedligeholdelse af dem.
Ledningerne er de strækninger der på ridset ligger inden for det orange felt markeret som Deklarationsareal i tinglysningsridset.

📄 Tinglyst deklaration om kloakanlæg (PDF)
📄 Tinglysningsrids – kort over ledninger og deklarationsareal (PDF)

Inden for deklarationsarealet (som udgangspunkt 2 meter til hver side af ledningerne) gælder:

  • Der må ikke opføres bygninger.
  • Der må ikke plantes træer eller buske med dybe rødder.
  • Der må ikke laves noget, der kan skade ledningerne eller gøre det svært at komme til dem.
  • HTK Kloak A/S har altid ret til adgang for eftersyn, reparation og udskiftning.

Private ledninger
Beboernes private ledninger er de ledninger, der går fra afløbsinstallationerne i husene og fra tagvandbrøndene ved husene og frem til grundgrænsen. Herfra overtager HTK Kloak A/S ledningerne.

De private regnvandsledninger er altid fælles for flere huse. De private spildevandsledninger kan være fælles for 2 eller flere huse.

Fejl
Ved opstuvning og forstoppelse i afløbssystemet undersøges det, om fejlen ligger i den private del eller i HTK Kloak A/S’ del. Skillelinjen er grundgrænsen.

Stuver vandet op i husets afløbssystem, eller løber tagbrønden over, undersøges det, om der står meget vand i nedgangsbrøndene i stierne eller haverne, eller om der blot løber vand i røret i bunden af brønden.

Står der meget vand i brønden, er det formentlig HTK Kloak A/S’ ledninger, der er stoppede, og HTK Kloak A/S kontaktes. Løber vandet frit i brønden, ligger fejlen formentlig i den private del, og det er grundejerens eget ansvar.

Total Page Visits: 228 - Today Page Visits: 2